Sara, min højt værdsatte veninde, der bor i New York. Jeg har besøgt hende to gange. Første gang tilbage i februar 2001 inden World Trade styrtede sammen og anden gang ved til Nytår 2004. Jeg mødte Sara i Colombia i 1996/97, men vi har egentlig haft mest kontakt efter vores udveksling. Efter vores udveksling mødtes vi første gang i Schweiz hos Silvia, som vi også var udvekslet med Colombia. Vi tourede Schweiz og Østrig, hvilket minder mig om, at jeg snart på til Wien igen! Sara har besøgt mig en gang i CPH og sidste gang vi mødstes var i Prag 2004.

Sara bor sammen med sin søster i deres hus i Brooklyn. Da jeg besøgte dem lejede de noget af huset ud til Allison, som her på billedet er på vej ind i Saras Mazda.

Kig ud af bagruden…

Under thei bridge

Subway

Time SQ

Groceries

Jeg er forelsket i denne by… min anden hjemby i Europa! Har gået byen tynd i alle retninger og kender den efterhånden som min egen bukselomme (den kan man også godt fare vild i nogle gange). Dette er endnu en ‘gammel nyhed’ for at få nogle af alle mine billeder på nettet. Det kommer nok en hel serie af sådanne posts – jeg er jo bagud…

Rambla!

Bøger, bøger, bøger… vi ejer tre tapas kogebøger…

La Pedrera er en fantastisk hus, hvor man kan tilbringe timer på taget. Om vinteren har du det næsten for dig selv.

Jeg elsker mosaikker!

Lad dig inspirere til aftensmaden…

Barcelona er helt sikkert et sted, hvor vi vil fortsætte med at vende tilbage. Hvis du skal dertil og vil have nogle fifs til tapasbarer og lignende, så skriv endelig til mig!

I november 2004 besøgte jeg min bro’ (Anders) og svigerinde (Solveig), der på det tidspunkt var udstationeret i Oman. Fed oplevelse at besøge dem i deres lille arabiske hjørne af verdenen. Highlights var helt sikkert jeep karavane turen gennem ørkenen Wahiba sands, Solveigs og mine besøg i Souq’en og besøget i den store moske.

Vi kørte i Jeepen, der klart gjorde det bedst i sandet. David og Brawna kørte i Exploreren, som vi var tæt på at måtte opgive og Jen & ?? kørte i Mitsubishi.

Vejen ind i Wahiba.

Woodlands

Der var stor interesse fra de lokale beduiner, da vi kom kørende ud af ørkenen og skulle have tanket tiltrængt benzin. Vi havde ikke så mange gaver at give ud af, så det blev til en badebold og karameller.

På Turtle Beach var der stor aktivitet i løbet af aftenen. De lokale gæster kørte rundt i deres biler og der blev spillet på tromme til langt ud på morgenen.

En af mange smukke og farverige porte.

Det kæmpe gulvtæppe i The Great Mosque.

Jeg fik lokket Anders med i poolen i baghaven, selvom det jo var vinter og kun 25 grader varmt – det ser ud til han overlevede kuldechoket!

“Telefonsvareren er aktiveret”

Toke:

“Stop stop… hold kæft kælling”

Fantastisk minde fra Dodo’s revival i Tivoli i selskab med Lise, Mogens, Thomas, Inge og slæng… De var flyvende den aften!

Vi har været i Markaryd i weekenden, hvor sommeren også vælter ned fra oven. Vi kørte rundt i både nærmeste og fjerneste nærmiljø og nåede frem til den konklusion, at vi ikke rigtig er gået glip af noget ved at have Markaryd og Gränsbygden som vores yndede udflygts- og indkøbsmål.

Nuvel, der ligger en IKEA i Älmhult, der kunne være relevant at besøge, når der skal handles bolig goods til svenskerhytten. De har åben 10-18 både lørdag, søndag og helligdage – det er de små glæder… Vi købte tilfældigvis havemøbler, når nu vi jo alligevel var der (måske ikke den mest fornuftige økonomiske prioritering, nu hvor vi skal betale VVS for køkkenarbejdet i lejligheden). Af andre nævneværdige steder var vi forbi Växjo, hvor der ligger en aktiv biograf – der er godt lige så langt til Växjo som til Helsingborg, hvis ikke længere, så man skal virkelig ikke kunne holde sig fra at gå i biffen, hvis man skal køre helt derop. Og vi ved ikke engang om de har popcorn??

Vi fik forresten den nye sofa på sin rette plads – tak Mads!

Mens jeg har forsøgt at komme i luften med denne blog har jeg spist en halv pose M&M’s… det er vist godt det er ved at lykkes! Nu skal jeg bare have afluret de forskellige facetter ved mediet, så jeg kan begynde at dokumentere min eksistens. Lidt ligesom græsk keramikkunst, som et forsøg på at udødeliggøre min eksistens og også på sigt at invitere folk jeg kender indenfor. Jeg synes nu, at det kræver noget volumen, inden tiden er moden til at flashe mit hjørne af web space for familie og venner…